Shakespeare skrev 156 sonetter - jeg vil her komme med et par ord om en enkelt af dem, nemlig den anden. Som til al anden Shakespeare, er der en række omstridte spørgsmål, historiske og filologiske, der knytter sig til teksten - jeg vil her springe dem let over og gå til tekstlæsningen. Digtet lyder i sin helhed:
When forty winters shall besiege thy brow,
And dig deep trenches in thy beauty's field,
Thy youth's proud livery, so gaz'd on now,
Will be a tatter'd weed, of small worth held:
Then being ask'd where all thy beauty lies,
Where all the treasure of thy lusty days;
To say, within thine own deep sunken eyes,
Were an all-eating shame and thriftless praise.
How much more praise deserv'd thy beauty's use,
If thou couldst answer - 'This fair child of mine
Shall sum my count, and make my old excuse -'
Proving his beauty by succession thine!
This were to be new-made when thou art old,
And see thy blood warm when thou feel'st it cold.
Den shakespearske sonet adskiller sig formelt en smule fra den klassiske Petrarca-sonet; Petrarcas har 8 + 6 vers, hvor de sidste 6 bryder med de første 8, mens Shakespeare snarere har 12 + 2 vers, hvor de sidste to er en slags punchline.
Sonettens første to vers sætter den grundlæggende metafor for forholdet mellem subjekt og alderdom: Krigsmetaforerne(besiege, dig deep trenches) og tematiseringen af skønhed. Forestillingen om alderdom er den, at den belejrer og indespærrer os (forty winters besiege etc.). Den ungdommelige skønhed bliver kortlagt som en mark, "beauty's field", der nu er rynket af "trenches". Billedet er meget stærkt; det forener en klassisk opfattelse af skønhedens forgængelighed med den subjektive oplevelse af at være indespærret i sig selv. Disse to til dels modstridende billeder af alderdommen syntetiseres i den kartografiske metafor "trenches in thy beauty's field". "Trenches", skyttegravene, sætter den objektive slitage, subjektets "field", mark, må udsættes for. Belejringen fungerer som metafor fordi subjektet - præcis som en by under belejring - gradvist forværres af sin alderdom, en alderdom, den ikke kan slippe ud af. Metaforerne i de indledende vers sætter på en gang subjektets ensomhed (belejringen) og dets sammenhæng med den belejrende (der graver skyttegrave).
Anden quatro (vers 5-8) er minimalt mindre klaustrofobisk. Igen er der en slags kartografisk metafor på spil - man fristes til at sige skattekort: "being ask'd where all thy beauty lies, / Where all the treasure of thy lusty days". Skønheden formes som i anden strofe ganske konkret, den ligger et sted, en gemt "treasure". Hvor er denne "treasure" for subjektet? "Within thine own deep sunken eyes". "Deep sunken" synes i den kartografiske metafors sammenhæng at referere til havets dyb - under alle omstændigheder et sted dybt gemt væk, skønheden er ikke forsvundet udadtil, men sunket væk dybt i sig selv, har kastet sig under jorden da den blev belejret af alderdommen.
Nu knækker digtet over - og, på en måde, efter den klassiske 8-6-skabelon. Vers 9-11 introducerer nemlig den tanke, at skønheden kræver mere ros, hvis man har et barn at vise for den - der kan "sum my count", og undskylde alderdommen.
De afsluttende vers 12-14 fuldender denne nye tanke, viser den som subjektets ved ud af sit fort: "And see thy blood warm when thou feel'st it cold". Her er det, subjektet endelig kan se sig som noget mere end en afsluttet enhed. Det menneske, der ikke har sat noget, har givet anledning til en virkelighed, forbliver sluttet om sig selv, på havets bund. Men hvis subjektet - gennem forældreskabet, at se sig selv i en anden - kan flytte betydning fra sig selv, og ud i verden, bevarer det betydning, og kan undgå at synke mod havets bund. Og dette er netop ikke at opgive subjektet, men at skabe det på ny, "new-made". På den måde sker der den dialektiske bevægelse, at subjektet først ved at opgive et stykke af sig selv, af sin ensomhed og belejring, realiserer sit subjekt.
Shakespeares anden sonnet fremstår dermed som en meditation over identitet. Subjektet står i en slags kviksand - belejret, i fare for at synke dybere, men kan frigøre sig ved faderskabet, ved at genskabe sig selv - og se den identitet, der tidligere var en entitet, dele sig ud.
